5.3.06

Informationsindsamling



Jeg har fået flere henvendelser fra personer der ikke har eller har meget få penge. De har spurgt til hvordan man kommer i gang med ejendomsinvestering. Nogen har påstået at de ikke kan komme i gang da de ikke har startkapital. De ved med andre ord ikke hvordan de skal springe ud i det.


Først og fremmest er det ikke noget man gør fra den ene dag til den anden. Viden er penge og uden viden bliver du taget ved næsen.

Derfor er det allervigtigste skridt at du indsamler informationer og viden. Læs alle bøger og websites du kan komme i nærheden af. Gå ned på dit lokale bibliotek og ryd hylderne..... følgende bøger kan (til en start anbefales):

  • Jan Felland – ”Huskøb sådan!”
  • Jan Felland - ”Køb lejlighed sådan!”
  • Forbrugerrådet - ”Din boligguide til køber og sælger”
  • Bendt Berg - ”ejendomshandel og tvangsauktion”

Det tager tid at pløje sig igennem bøger, websites osv. Men det er meget vigtigt at du får denne viden. Derfor skal du allerede nu gøre op med dig selv om du har lyst til at bruge så meget tid på ejendomsinvestering. Jeg pløjede selv en hel bibliotekshylde igennem, købte de resterende bøger og har studeret samtlige relevante websites vedrørende bolighandel.

Der gik et år fra jeg begyndte at ”studere” til jeg gjorde den første handel. Viden gør dig mere sikker og mindre nervøs – viden kan dog ikke forhindre at du laver fejl, men risikoen bliver nedsat drastisk.

Spil Matador eller Monopoly med ungerne!
Ja nu mener du sikkert at det rabler for mig, men jeg er 100% seriøs. Spillene kan lære dig meget og som bonus kan du tilbringe nogle hyggestunder med familien.

En vigtig ting er dog at du ikke bliver handlingslammet og bliver ved bøgerne fordi du ikke ved alt om ejendomshandel. Ingen ved alt om ejendomshandel og du vil aldrig komme til at vide alt, uanset hvor mange bøger du læser. Derfor er det vigtigt at du på et tidspunkt lukker bøgerne i og går i gang. Ved at gå i gang får du udover viden noget der er lige så værdifuldt, nemlig erfaring.

Næste skridt er at møde op til tvangsauktioner (hvis det er det man vil) og se hvordan det foregår således at man er forberedt når man selv på et tidspunkt vil købe på tvangsauktion. Mød op på tinglysningen og gå på skattejagt i deres arkiver – det er også lærerigt.

Næste artikel handler om hvordan du skaber et netværk – hvilke personer der skal være i dit netværk og hvorfor det er så vigtigt med et velfungerende netværk.

0 Comments:

 

blogspot templates | Webtalks