27.3.06

Fiktiv budkrig på Rækkehus


En af mine kontakter fortalte mig om et rækkehus der var til salg som dødsbo. Han fortalte mig at sønnen forsøgte at sælge det uden mægler for at spare salæret. Mens jeg havde ham i telefonen søgte jeg på diverse "sælg-selv" hjemmesider på nettet, men kunne ikke finde huset.

Via lidt detektivarbejde fandt jeg hans telefonnummer og kontaktede ham.
Jeg var ude og kigge på huset som så rigtig fint ud. Det var pænt og velholdt både ude og inde, men der var ikke sket nogle fornyelser af hverken køkken eller bad de sidste 30 år. Badet kunne godt gå an, men køkkenet bør udskiftes.

Han ville have 995.000 for huset hvis jeg underskrev i denne weekend. Jeg fortalte ham at jeg skulle hjem og regne på det inden jeg kunne skrive under på noget. Jeg fik derefter fat i min kontakt endnu en gang og bad ham oplyse mig om hvad tilsvarende huse er solgt for tidligere. Det er heldigvis nemt at sammenligne, da der ligger mange ens rækkehuse i det område og sidste år blev der solgt 3 styks. Den billigste blev solgt for 920.000 i marts måned sidste år, de to andre blev solgt for 985.000 og 1.025.000 her i efteråret. Lørdag formiddag ringede jeg til den lokale ejendomsmægler (har talt med ham før, men han er endnu ikke kommet med forretning til mig) og bad om en vurdering udfra mine oplysninger. Hans vurderinger var at salgsprisen som den ser ud lige nu er ca. 975.000.

Jeg ringede derefter til sælgeren og tilbød ham 915.000 og hvis han accepterede kunne jeg sende tilbudet skriftligt til hans advokat med det samme. Sælger afviste mig dog blankt da mit bud var alt for lavt. Jeg fortalte ham hvordan jeg var kommet frem til mit bud og han havde da forståelse for at jeg også skulle tjene lidt på handlen. Han lovede han ville tænke over det og så ringe tilbage i går aftes.

1 time senere ringede han og oplyste at der nu var en anden køber på banen, og at denne havde budt 945.000. Han var dog villig til at sælge til mig hvis jeg overbød dette bud.

Jeg har efterhånden mange års erfaring indenfor prisforhandling og alle alarmklokker bimlede da jeg hørte om "budkrigen". Jeg er sikker på at den anden køber er fiktiv - det blev ikke nævnt på noget tidspunkt før jeg gav mit bud.

Jeg gav ham så den besked at 945.000 er en god pris for huset og han burde acceptere det.

Der kan ske 3 ting nu:

  1. Han kan rent faktisk have modtaget et bud på 945.000, han accepterer det og jeg hører aldrig fra ham igen. Det er dog meget usandsynligt.
  2. Han er blevet fornærmet over min kontante afvisning af yderligere forhandling og jeg hører aldrig fra ham igen - det er en sandsynlig udgang.
  3. Han bider til bollen - accepterer mit tilbud eller forhandler det en smule op.

5 Comments:

Bjarke Bekhøj said...

Vi venter spændt på resultatet :)

Jeg sætter mine penge på en 3´er

Anonym said...

Jeg venter også spændt.

DI said...

Det er også mit bedste bud.

Jeg er efterhånden også meget interesseret i at få fat i noget at rive i, men sælgerne har været for grådige eller også har der været en køber der har overhalet indenom og budt fuld pris på ejendommene.

Anonym said...

Hvis han kommer tilbage og vil accepterer de 915 - så sig: det var igår - nu hedder det 900

DI said...

Så har han bidt på. Jeg skriver et nyt indlæg om det. Jeg er nu ejer af et hyggeligt rækkehus!

 

blogspot templates | Webtalks