15.2.06

Passiv Ejendomsinvestering

Ud over at kigge på tallene skal jeg også helt have en "god fornemmelse i maven" inden jeg investerer i noget.

Jeg gjorde en undtagelse med en ejendomsinvestering i et K/S i Hillerød - tallene så ok ud, men den gode fornemmelse manglede bare. Jeg købte dog alligevel en anpart i skidtet. Det var en ufattelig god sælger der fik mig overtalt.

Jeg blev dog noget nervøs, da jeg ikke hørte noget fra ejendomsselskabet i lang tid. Jeg kørte ud til stedet for at se på byggeriet, som så ud til at skride planmæssigt fremad.

For et par måneder siden kontaktede jeg så selskabet, enten tog man ikke telefonen eller også ringede de ikke tilbage. Nu gik jeg i panik og frygtede at min anpart på 30.000 kr. var væk for evigt.

Nu er jeg endelig blevet kontaktet og der skal nu afholdes stiftende generalforsamling i Kommanditselskabet. Pengene er ikke tabt, alle lejemål ser ud til at være lejet ud og de voldsomme prisstigninger i nordsjælland har allerede gjort det til en god investering.

Projektet har kostet 50 mio. at bygge og jeg ejer 1% af projektet - ud over de 30.000 kr. jeg betalte kontant har jeg stillet sikkerhed i eget hus (det har jeg ikke været vild med og var egentlig det eneste der gjorde at min "mavefornemmelse" ikke var der).

Nu håber jeg så at der bliver en god drift i selskabet - Lejlighederne er udstykket som ejerlejligheder og kan derfor frasælges en efter en hvis det er det vi har lyst til (Man kunne jo godt forestille sig at selskabet ville lukrere på de prisstigninger der har været og nedbringe gælden i selskabet).

I mit personlige regnskab er anparten dog stadig budgetteret til de 30.000 kr. jeg gav for dem for ca. 1 år siden.

0 Comments:

 

blogspot templates | Webtalks